Lagt på nettet den 06. november 2004 kl. 11:30

Klein i kejserklæder

 

 

 

Jesper Klein i færd med som kejser at blive snydt af de to skræddere spillet af Mads Koudal (tv) og Ove Pedersen. Foto: Axel Schütt


De to skræddere gnider sig i hænderne og bukker sleskt for Jesper Klein, der som kejseren i H.C. Andersens kendte eventyr, lige er hoppet på den der med tøjet, som kun folk med forstand i hovedet kan se.

 

 

Af Peter Nørskov
livetibyen@stiften.dk

Print siden | Send siden   

 

 


"Tak" bryder instruktør Steen Dango stilheden i Møllesalen i Den Gamle By, som i dagens anledning er indrettet som kejserlig tronsal.

Det er det århusianske produktionsselskab Concept Film og Tv med adresse i Filmbyen, der, med hjælp fra en række andre små medievirksomheder i byen og ikke mindst Den Gamle By, har givet sig i kast med at omplante den verdensberømte eventyrdigters historie til tv.

- Der er i første omgang tale om en dummy-produktion, som vi nu efterfølgende skal forsøge at få afsat til tv-stationer både herhjemme og i udlandet. Lykkes det ikke, er vi blevet nogle erfaringer rigere, men på baggrund af de sonderinger vi har haft, er jeg nu rimelig optimistisk, siger Stefan Gravesen fra Concept Film og Tv.

Han håber, at den syv minutter lange tv-version af "Kejserens nye klæder" vil åbne døre for produktion og salg af flere af H.C. Andersens eventyr.

- Vores målgruppe er de 4-10-årige, og det sætter nogle begrænsninger for, hvilke eventyr vi vil give os i kast med. Nogle af dem er jo lidt uhyggelige, siger Stefan Gravesen, der fra ønskesedlen nævner Klods Hans, Prinsessen på ærten og Svinedrengen.

Fantastiske kulisser
- Det er klart, at der er mange andre tv- og filmproducenter, der i anledning af H.C. Andersen-året næste år har gang i projekter. Og i en vis forstand er vi måske nok lidt sent ude. Men vi tror på, at vores styrke er, at eventyrene er dansk producerede, og at vi takket været samarbejdet med Den Gamle By får nogle fantastiske kulisser foræret til optagelserne, fortsætter han.

I de seneste dage har 20 filmfolk, 45 statister og 12 skuespillere knoklet fra tidlig morgen til sent aften for at få optagelserne i kassen.

De to skræddere spilles af de lokale skuespillere Ove Pedersen og Mads Koudal, Einar Hans Jensen, der i mange år var tilknyttet Aarhus Teater, spiller ministeren og Jesper Klein som nævnt den forfængelige kejser.

- Ja, før i tiden har jeg ofte spillet H. C. Andersen, og nu hvor kiloene er blevet lidt flere, kan jeg så få lov at lægge korpus til kejseren, spøgte Jesper Klein.

Torsdag måtte han i november-kulde gå gennem Den Gamle By kun iklædt natskjorte, da eventyrets centrale "afsløringsscene": "Jamen, han har jo slet ikke noget tøj på", skulle i kassen.

- Det var godt nok en kold fornøjelse, men det gik da, sagde Jesper Klein, der glædede sig over, at alle udendørsoptagelser nu er i kassen.